Nyt design trækker Carlsberg-logo tilbage til originalen

2019

I 1904 fik Carlsberg et nyt logo, som har gjort flaskeetiketten til et berømt stykke dansk designhistorie. Nu vender Carlsberg tilbage til udgangspunktet med et nyt redesign.

I 1904 gik arkitekten Thorvald Bindesbøll ind til brygger Carl Jacobsen, søn af J.C. Jacobsen, på hans kontor og lagde en regning for det logo, som han netop havde designet for Carlsberg, på bordet. Beløbet skulle angiveligt være meget højt for noget, der ‘på papiret’ var en lille opgave. Det fortælles, at Carl Jacobsen havde set strengt på Bindesbøll og spurgt, om beløbet var så stort, fordi det skulle betales af Carlsberg. Hertil svarede Bindesbøl, »Næ, det er, fordi det er tegnet af Bindesbøll.«

Selvom denne historie kun er en anekdote, er den formentlig ikke langt fra sandheden. Thorvald Bindesbøll var en stor og anerkendt kunstner allerede på dette tidspunkt, så han havde noget at have selvtilliden i. Han var et oplagt valg til at designe Carlsbergs nye pilsner-etiket.

Men hvad gør man i dag, 114 år senere, når man skal redesigne et logo, der er blevet designet af en af historiens store danske kunstnere og er blevet en indarbejdet del af den danske kultur? Man vender tilbage til det gamle design og finder ind til rødderne af det originale Thorvald Bindesbøll-logo fra 1904.

Og det er netop, hvad Spencer Buck, den kreative hjerne bag det engelske designbureau Taxi Studio, i samarbejde med Jessica Spence, Carlsbergs ledende kommercielle direktør, samt designer og Carlsbergs globale designansvarlige, Jess Felby, har brugt de sidste to år på.

»Vi har haft Thorvald Bindesbøll med i ånden, mens vi har designet det nye logo. Når folk ser det nye logo, vil vi ikke have dem til at føle, at det er blevet ændret. De skal helst synes, at det er en smule bedre, uden at de helt ved hvorfor,« siger Spencer Buck.

Thorvald Bindesbøll (1846-1908) satte et afgørende præg på dansk kunst, design og arkitektur. Han var skønvirkestilens måske mest fremtrædende danske kunstner og var meget inspireret af blomster og planter, hvilket bl.a. ses tydeligt i Carlsberg-logoet – med humlens fremtrædende plads i logoet og skriften, der snor sig som planter.

Nu vender Carlsbergs design tilbage til udgangspunktet – tro mod ånden om at gøre det enkelt og i overensstemmelse med naturen. For logoet var blevet udvandet gennem årene og nogle af de originale detaljer gået tabt. Derfor er skriften bl.a. blevet strammet op og har fundet vej tilbage til Bindesbølls originale værk fra 1904 med en mere fremtrædende placering på flasken.

I det nye design er den grønne farve også blevet mere frisk at se på og er trykt med en særlig miljøvenlig farve. Men det mest iøjnefaldende er nok, at Carlsberg på flasker nu vender tilbage til en firkantet etiket, som det også så ud på flaskerne i Bindesbølls tid. 

»Vi har lavet et tidløst og bæredygtigt redesign af Carlsbergs design og logo, der er tro mod det originale og kan holde sig i årtier frem,« siger Jess Felby, ansvarlig for Carlsbergs nye design og logo og tilføjer:

»Vi tror på, at det nye design er den bedste repræsentation af Carlsbergs logo siden Bindesbølls logo fra 1904.«

Ud over Carlsbergs logo designede Thorvald Bindesbøll også markante logoer til Kjøbenhavns Boldklub (KB) og til Dansk Boldspil Union (DBU) 

Som den første danske designer tog han sig også ganske hæderligt betalt, når han ville. Efter han designede logoet til Kjøbenhavns Boldklub, gik medlemmer af KB’s bestyrelse angiveligt forsigtigt til arkitekten for at høre, hvad han skulle have for sit KB-design. Hertil skulle Bindesbøll have svaret: »Lad os sige, at det er betalt af Carlsberg.«

bottle

Thorvald Bindesbøll

Thorvald Bindesbøll blev født i 1846 og døde i 1908 og var dansk arkitekt, designer og formgiver.

I 1904 tegnede han et logo i skønvirkestil, tidens naturromantiske stilart, til Carlsberg, som er blevet en af de mest berømte danske emballager nogensinde.

Bindesbølls mange værker omfatter arkitektur – eksempelvis de berømte røde fiskerhuse på havnen i Skagen – ornamentik og dekoration, skulptur og monumenter, kunsthåndværk og lertøj, møbler, malerirammer, broderi, boghåndværk og sølvtøj.